Cases Optima Sport

Emma Østergaard, bjergbestiger. (..) Her er så sindssygt stejlt. Jeg har følelsen af, at hvis jeg læner mig lidt frem, rører min næse bjergvæggen. Underlaget er svært, og jeg står helt ad helvedes til i kødannelsen op over de svære klippe sektioner. På klipperne hyler mine crampons, som var det lange negle på en tavle. Og hvor den nyfaldne sne ligger, bidder mine crampons ikke fast. Jeg træder et skridt op, men min bagerste fod skrider i den løse sne. Det gisper i mig. Min sikring i rebet strammer hårdt til, og instinktivt stemmer jeg af med hænderne på væggen. Adrenalinchokket er vanvittigt, og jeg hiver efter vejret uden nytte. Her er ingen ilt. (..) Teaser fra min Mount Everest blogindlæg, del 2, og et udpluk af, hvad jeg i tre år har trænet intensivt op til. Med mit Emma’s Everest girlpowerprojekt har jeg i tre år været all-in. Det har været vildt, ekstremt hårdt og det absolut største. At være all-in kredser om mange ting; heriblandt stigende træning og erfaringsopbygning igennem de tre år, så jeg stod fuldstændig optimeret og klar til at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest på 8.848 meter. Jeg ser min træning, som en del af min uddannelse som bjergbestiger. Det er super utraditionel for en dansk, ung kvinde, og jeg elsker det. Den 23. maj 2023 når jeg toppen af verdens tag, som Danmarks yngste kvinde og kun den 20. dansker i historien. I dette moment er jeg den person, der står på det højeste punkt i verden. Jeg står på verdens tag, og her kulminerer 3 års ufatteligt hårdt arbejde. Emma’s Everest er succesfuldt hertil, men jeg er stadig kun halvvejs på toppen, og vejen ned er lang. Som du kan læse i udplukket fra min Mount Everest blogindlæg, byder bestigningen på ekstreme forhold, og kroppen har for længst overskredet grænser. I alle tre år har jeg derfor trænet mig selv fysisk og mentalt til ekstremerne. Behovet for restitution. Min fysiske træning har været tiltagende over projektet, og inden Everest ekspeditionsstart i marts 2023, trænede jeg i gennemsnit 2-4 timer om dagen, seks dage om ugen. Træningen til bjergene er primært udholdenhed og dertil muskelopbygning. Udover at jeg igennem de tre år er taget i bjergene, for at træne op til bjergene, har jeg kombineret træningspas i min træning herhjemme i Danmark. Det betyder, at jeg både klatrer, løber trail og vej, vandrer med rygsæk, trappe- og vægttræning, samt cykler. Et kombineret træningspas inden Everest kunne være 17km. trailløb og herefter 2 timers klatring, hvor jeg stadig skulle have overskud efterfølgende. Det er benhårdt, og til tider forbandet. Alligevel elsker jeg det. Glæden og energien, som træning giver mig, og i allerhøjeste grad følelsen af styrke og overskud i min krop. Men i denne længere periode med højintensiv træning, var min krop ikke i stand til at følge med og restituerer. Og i oktober 2022 sagde min krop stop til den krævende træning. Mine muskler kunne ikke følge med. I tre uger var mine muskler fanget i en krampetilstand, jeg ikke selv kunne komme ud af. De stressede og kramperne ødelagde søvn og træning. Med fysioterapeut, akupunktur og udstræk var jeg på rette vej, men jeg vidste samtidig, at jeg ville fortsætte med det høje trænings niveau, og løsningen lå lige til højrebenet: Recovery Pants. Siden oktober 2022 har jeg efter næsten hver træning, brugt 2x 30 minutter i mine pants. Og de er guld værd. Jeg bruger normalt programmerne væskedrænage og herefter restitution, og de har helt tydeligt en stor indvirkning, der hjælper mig. Kramperne i mine ben er væk, idet programmerne både hjælper mod væsken i benene og sætter gang i restitutionen. Det gør naturligvis at mine muskler og ben har det bedre, og jeg kan samtidig yde mere i min træning. Og har jeg ømme muskler, bruger jeg et af massageprogrammer inden eller efter min træning.  Hvorfor Pants og ikke Boots? Mine træningspas både består af cykling, løb, vægt- og trappetræning, hvor jeg har enormt meget fokus på ben og baller. Jeg må være stærk i benene og opnå stor udholdenhed, så jeg er i stand til at bestige bjerge og fortsætte opad. Derfor var Recovery Pants er kanon valg, da de går hele vejen op til taljen, og de behandler også mine baller og hofter. Havde jeg valgt Recovery Boots, var de stoppet lige inden lysken. De havde været kanon til benene, men med ”bukserne” kunne jeg opnå det samme og mere til. Jeg bruger Recovery Pants Ultima K8 Battery, hvilket betyder at de har 8 kamre og kører på batteri. Jeg opnår således den absolut bedste kompression med de 8 kamre, og jeg kan tage bukserne med på farten. Det er dælme smart, og mine største anbefalinger lyder. Her kan du læse mere om mine Recovery Pants. Foto: Emma Østergaard / Emma's Everest 

Som ergoterapeut på et Plejecenter har Sofie for nylig haft et par af Optima Sports Recovery Boots til låns, da en af borgerne skulle aflevere de kompressionsstøvler retur, som borgeren havde haft tildelt fra kommunen.   Borgeren døjede med voldsom ophobning af væske, sår og smerter i benene, og havde svært ved selv at flytte sig fra sengen til kørestolen. Derfor mente Sofie, at brugen af recoveryboots kunne give mening for borgeren, trods det, at de ikke er godkendt som medicinsk udstyr.   ”OptimaSport var søde at udlåne støvlerne til borgeren i to måneder, og de blev brugt to gange om dagen. Det gav nogle markante forbedringer. Blandt andet forsvandt det meste af ophobningen af væske i benene, og jeg målte benene til, at de var 13,5 cm mindre end da vi startede med støvlerne. Der er ingen tvivl om, at støvlerne har en meget gavnlig effekt på både sårheling, væskeophobning og nedbringelse af smerter i benene,” fortæller Sofie.   Borgeren fortalte Sofie, at smerterne stort set var væk, og at det nu er muligt selv at flytte sig fra sengen til kørestolen, og ligeledes fra kørestolen og over på toilettet.   ”Det er jo dejligt, når borgeren på den måde oplever at gå fra at skulle have hjælp til alt, og så til at blive mere selvhjulpen. Det har stor betydning for livskvaliteten,” påpeger Sofie. Hun tilføjer, at hun helt sikkert også fremover vil bruge recoveryboots/kompressionsstøvler i sit arbejde med ældre medborgere.   ”Nu har jeg jo set effekten ved brugen af dem, og kan sammenligne med de kompressionsstøvler, som er godkendt som medicinsk udstyr, og jeg ser præcis samme gode effekt,” understreger hun.   I dag kan OptimaSports recoveryboots ikke visiteres af kommunernes hjælpemiddelcentraler, så borgeren skal selv investere i støvlerne, eller være heldig at få visiteret et par kompressionsstøvler fra et andet firma. Hos OptimaSport arbejdes der derfor med at få Kommunerne til at godkende deres støvler, så man fremover kan sælge direkte til kommunerne, som dermed kan stå for at dele støvlerne ud til de borgerne, som kan have gavn af brugen af dem. Men indtil det lykkedes, så skal de ældre selv købe støvlerne.

Nogle gange tager livet en drejning, som man bestemt ikke selv havde planlagt. Det skete for 37-årige Line Thygesen som gennem de seneste tre år oplevede at hendes krop forandrede sig. Efter at have været meget aktiv med træning flere gange om ugen, fik hun pludselig smerter i nakke, ben og ryg. Det seneste år har været helt skidt, hvor hun flere gange om ugen vågnede om natten med voldsomme smerter og kramper i benene. Men det var ikke kun om natten, at det var galt. Gåture blev pludselig meget besværlige, og benene hævede op samtidig med, at fødderne begyndte at gøre ondt. Faktisk kunne de smerte så meget, at det gjorde det umuligt for hende at køre bil.   ”Jeg kunne mærke, at min krop var ved at falde fra hinanden, og fra at jeg havde været meget fysisk aktiv, endte de fleste af mine dage på sofaen eller i sengen, da smerterne gjorde, at jeg ikke kunne hænge sammen,” fortæller Line.   Først tre år efter de første symptomer viste sig, fik hun diagnosen Funktionel Lidelse, som er en kronisk lidelse. Line blev herefter henvist til Klinik for funktionel lidelse for at få hjælp. Men samtidig med det, så Line et opslag med håndboldstjernen Rasmus Lauge, som brugte recoveryboots.   ”Jeg sendte linket til min mor, og hun var sød at købe dem til mig, da hun som jeg også håbede, at de ville hjælpe på mine smerter,” husker Line.   Støvlerne blev købt, og på det tidspunkt var Lines ben hævet til overnaturlig størrelse, men til hendes helt store overraskelse, så forsvandt hævelsen i benene efter kun to døgn.   ”Jeg troede, at det var løgn, men den var god nok, hævelsen i mine ben var helt væk efter kun to dage. Jeg havde brugt støvlerne ca. to timer pr dag,” forklarer hun.   Line skiftede støvlerne ud med ’Bukser’ fra OptimaSport efter en uge, og de havde en god effekt på hendes smerter.   ”Kun 14 dage efter jeg var startet med at bruge ’Bukserne’, da kunne jeg løbe 30 minutter på løbebånd uden at have smerter. Det var helt vildt, da jeg 14 dage før kun kunne gå meget korte ture og mine ben var så hævede, at jeg ikke kunne sidde på hug. Jeg er ikke bange for at sige, at ’bukserne’ har hjulpet mig tilbage til livet, og har givet mig stor livskvalitet,” understreger Line.   I dag, kun tre måneder efter, at hun første gang prøvede Recoveryboots/bukser, da bruger hun dem hver anden dag, og smerterne er ikke længere en del af Lines hverdag. Selv nakkesmerterne har det hjulpet på, da bælte og bukser løsner musklerne og dermed gavner det videre op i nakken. Hun er begyndt at træne i træningscenter igen, og efterfølgende tager hun 45 minutter med ’bukserne’ på.   ”Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de kunne hjælpe mig så meget, som de har gjort. Man skal forestille sig, at jeg har ligget mere end et år og haft smerter, og så i dag kan jeg stort set det samme, som jeg kunne tidligere. Så recoveryboots og bukser er altså ikke kun til topatleter, de er også effektive til smertepatienter,” konstaterer Line.

Ekstrem- løber – cykelrytter – sejt menneske Zenia Rasmussen: Blot få måneder efter Zenia Rasmussen fødte sin datter, blev hun ramt af et voldsomt sclerose attakck, som stort set lammede hele hendes krop, samtidig med at hun mistede sin tale og følesans. En voldsom tragedie for den unge mor var indtruffet, men Zenia nægtede at hendes tilværelse skulle forme sig sådan. Hun startede med at træne sin delvist lammede krop, og de første skridt med en babyjogger blev taget få uger efter ’angrebet’.   ”Jeg opdagede, at der var konkurrencer i babyjogger-løb, løb er så meget sagt, det var mest hurtig gang, men jeg meldte mig til alle de løb, jeg kunne finde, og trænede hver dag med gåture. Det blev til 500 km om måneden med babyjoggeren, og effekten var til at mærke. Næste skridt blev, at jeg ville løbe, så jeg stillede babyjoggeren væk, og kun syv måneder efter mit attack, så løb jeg halvmaraton i København,” fortæller Zenia Rasmussen.   Løbeturene blev vildere og længere og de mange kilometer på vejene holdt hendes sygdom i skak, så derfor blev motionen som et drug for hende.   ”Motion er helbredende for mig. Jeg oplevede, at når jeg havde løbet 21 km, så kunne jeg mærke forandringer i min krop, f.eks. kunne jeg tale tydeligt. Det er også på det her tidspunkt, at jeg får et par recoveryboots i fødselsdagsgave. Jeg dyrkede så meget sport, at det var nødvendigt at restituere ordentligt,” påpeger Zenia.   Hun fortæller, at støvlerne har en voldsom positiv effekt på hendes muskler, da sclerosen gør, at hendes muskler strammer op, hvis hun er inaktiv.   ”Jeg ved godt, at man ikke må sige, at støvlerne har en helbredende effekt på min scelrose, da der ikke er videnskabelig evidens for det. Men jeg har på egen krop oplevet, hvordan støvlerne hjælper mig, og de har en meget positiv effekt på mig. Når jeg har brugt dem, så giver det mig overskud, og inden f.eks. et maratonløb, så lå jeg med støvlerne på. Jeg bruger dem også, hvis jeg ikke har dyrket motion, og jeg kan mærke at mine muskler begynder at stramme til, så tager det lige toppen af det,” fortæller Zenia.   Lige for tiden er det ikke maratonløb men cykelløb, som Zenia bruger sin tid på. Hendes ene hofte er nemlig skadet, så hun skal gennem en større operation til efteråret, hvilket betyder, at hun ikke kan løbe.   Hun er dybt involveret i projektet ’Cykelnerven’, som samler penge ind til Scelrose forskning, og til sommer deltager hun sammen med 250 andre cykelryttere i Cykelnervens tur til Frankrig, hvor de skal cykle de mest legendariske Tour-stigninger på fire vilde etaper.   ”Det betyder ekstremt meget for mig at kunne være med til at samle penge ind til forskningen i den her rædselsfulde sygdom, og når vi så samtidig kan kombinere det med masser af sport, så er det perfekt for mig. Jeg håber, at jeg med min historie kan inspirere mange andre til at deltage i kampen for at opnå en verden uden sclerose og inspirere andre sclerose-ramte til at træne,” understreger Zenia.

Ekstremløber Stine Rex tilbagelægger hver dag mere end 25 km i sin træning både morgen og eftermiddag i disse uger, da hun er i fuld gang med forberedelserne til det som betegnes som verdens hårdeste løb, nemlig det 217 kilometer lange Badwater Ultramarathon i Death Valley i Californien. Løbet starter 85 meter under havets overflade og går over tre bjerge.   En del af træningen foregår i et 40 grader varmt varmekammer på løbebånd, da det er den temperatur, som Stine mindst kan forvente i den varme ørken. Det kræver selvsagt en enorm stærk fysik at kunne gennemføre så store udfordringer, og en væsentlig del af hemmeligheden, bag er at restitutionen mellem og efter træning skal fungere optimalt.   Stine Rex har fundet en løsning, som passer perfekt til hendes fysik, hverdag og psyke, nemlig restitution med OptimaSports Recoveryboots. ”Jeg har et job som fitnesskoordinater hos DGI, og har mand og to børn, så på overfladen et helt almindeligt dansk familieliv. Men da jeg også samtidig elsker at dyrke ekstremløb, med tre timers træning hver dag, og konkurrencer rundt i hele verden, så skal jeg på bedste vis kombinere de to ting. En af de ting som hjælper mig, er mine recoveryboots,” siger Stine Rex.       Hun fortæller, at efter morgenløbeturen sender hun børnene i skole, inden hun løber ned og underviser. Når hun så kommer hjem, er der tid til at svare på sms og arbejdsmails, og her sidder hun med sine recoveryboots på imens.  ”Det er utrolig vigtigt at restituere, og til det bruger jeg udelukkende støvlerne. Jeg bruger ikke penge på fysioterapeuter og massører, da støvlerne er nok for mig. Jeg kan tydeligt mærke, at de gør en forskel, så de få dage hvor jeg ikke har brugt dem mellem morgen og eftermiddagstræning, så føles mine ben tunge og trætte,” forklarer Stine.   Fordele ved at klare restitutionen samtidig med arbejdsopgaverne er til at få øje på for den travle ekstremløber.   ”Man kan sige, at jeg egentlig træner samtidig med, at jeg arbejder, da jeg gør noget godt for min fysik imens. En anden fordel er, at jeg ikke skal i gang om aftenen med massage eller andet, der kan jeg koncentrere mig om at være sammen med min familie. Støvlerne er det wellness jeg får, så rent psykisk giver det bestemt også velvære, og man skal jo huske at gøre noget godt for sig selv,” smiler Stine.   Hun fremhæver samtidig, at effekten af brugen af støvlerne gør, at hun mindsker risikoen for skader, og ved mindre skader hjælper de hende hurtigere tilbage på landevejen.   Hun var dog ikke 100% overbevist om støvlernes effekt, da hun første gang fik dem på tilbage i 2020.   ”Jeg bliver tit foreslået et eller andet, som er en rigtig god ide, og så køber man det og prøver det to-tre gange, hvorefter det ender i et skab, indtil det bliver smidt ud. Men sådan er det ikke gået med støvlerne, dem har jeg brugt i 1,5 år nu, og jeg slipper dem ikke. Og de hjælper, ellers gad jeg simpelthen ikke bruge dem,” fastslår Stine.

Lina og Sanna er søstre og kommer fra Sverige. I Optima Sport er vi stolte over at sponsorere de to seje piger som løber mere på en uge en mange af os gør på en måned. Her er deres historie fra i sommer, hvor de var vidt omkring til utraløb og andre løb som kan give sved på panden blot at tænke på. Det er Lina som fortæller. Du kan læse mere om Lina og Sanna her. Vi kørte hele vejen fra Sverige ned til Val d'Isère i en varebil til de første løb. Mangel på søvn og mange timer sidder i en bil er ikke den bedste måde at forberede sig til et løb på, men alle løb har været rigtig gode for mindst en af ​​os hver gang. High Trail Vanoise Jeg (Lina) havde en meget hård dag på High Trail Vanoise (75 km med 5300 meter højde) med en træt krop og sind, jeg bruger mere end 11 timer ud på dent brutale rute. Alligevel endte jeg på en 4. plads, Sanna, som havde en rigtig god dag endte nummer 2,  40 minutter foran. Selvom jeg virkelig led under løbet, var det også et af de smukkeste ruter, jeg nogensinde har løbet! Gletschere, snedækkede toppe, turkis søer, rullende stier og grønne græsgange -det var bare betagende! De efterfølgende dage brugte vi på at cykle, hike og let og lange løbeture i bjergene med venner, vi mødte. Vi havde virkelig en fantastisk oplevelse og opdagede så mange nye og fantastiske steder! Med en varebil kan du sove og få alt dit gear ind (inkluderet 4 cykler). Det er virkelig fantastisk, hvilken frihed det giver dig! 2 uger fløj forbi, og vi havde 2 flere løb på programmet, nu i Canazei i Dolomitterne. Vi startede med en lodret stigning om fredagen, og jeg følte mig virkelig stærk, så jeg (Lina) gav alt hvad jeg havde og det lykkedes mig at presse mig hårdt og passere kvinder,  som jeg troede, jeg aldrig ville have en chance for at slå før! Dolomyths vertical er meget stejlt, og jeg faldt om af udmattelse efter målstregen på toppen, men så glad for at blive nummer 2 for kvinder i et ret stærkt startfelt. Sanna kom kort efter med en flok andre kvinder, og sluttede som en flot nummer syv. Dolomites Skyrace - gode ben på en god dag Denne gang havde vi en dag imellem de to løb, så vi kunne virkelig få hvilet for at føle os klar til søndagens store Dolomites Skyrace! Endnu en gang brugte vi vores kompressionsstøvler og ved hjælp af de forskellige programmer, føles det næsten som om en massør havde haft fat i vores ben! Både Sanna og jeg havde fantastiske ben søndag morgen og kunne presse os og holde 2. og 3. pladsen op til Piz Boé Peak på 3152 meter højde. Efter en stenet og teknisk downhill endte Sanna som nummer 3 og jeg (Lina) som nummer 4. Dolomitterne Skyrace er en stor begivenhed med folk, der hepper overalt, og det er en stor fest i byen efter racet! Nu havde vi et looong-drev til kommende uges race i Andorra. Men vi tog det let og nød den italienske kyst og den franske riviera i et par dage. Svømning i små bugter i Calanques og sover under stjernerne var magisk. Kontrast fra dagene i bjergene, og det er den sjove del om at rejse! Andorra - final race Endelig i Andorra, tændt og klar til vores sidste løb. Vi føler os begge føler i godt form! 2 dage før racet testede vi ruten (21km, med 2300 højdemeter), med nogle venner og havde en fantastisk dag! Eftermiddagen før racet blev vi begge dog lidt bekymrede, da vores ben var suuuper trætte! Men nu da vi opholdt os på et hotel igen var der mulighed at oppe i vores Optima Sport recovery boots igen! Så gik starten! Jeg (Lina) sprintede afsted med fyrene og lidt overraskende, syntes jeg at være den eneste, der var ivrig efter at være først på det smalle spor, der kom efter en op ad bakke på asfalten. To kvinder fulgte med mig, men jeg ville være i spidsen, så jeg kunne holde mit eget tempo på den smalle sti og ikke være fanget efter nogen, da jeg følte mig stærk. Og wow, hvor følte jeg mig stærk! Det følte så nemt, selvom min puls hamrede i brystet. En fantastisk følelse! Der passerer flere og flere mænd forbi mig! Min plan var at give den gas op ad bakke for at have lidt tid på den tekniske downhill, hvor jeg ved, at mange andre piger er hurtigere end mig, men jeg havde aldrig forestillet mig at være helt alene i spidsen. Men det var jeg! Jeg havde det fantastisk og blev endnu mere begejstret over de mange tilskuere som skreg og jublede, som vanvittige, på højderyggen og turen ned til det første depot. Fik vand i ansigtet og en slurp af energidrikke og så videre. Jeg fortsatte med nogle fyre op ad den super stejle stigning til højdepunktet i løbet - Pico de Comapedrosa! 1000 meter højdeforøgelse på 2 km! Da Sanna og jeg for nylig havde prøvet ruten, og jeg og vi løb ELS2900 (de 7 toppe på 2900 m i Andorra) sidste år, kendte jeg ruten ganske godt, på dette tidspunkt og kunne jeg bare fokusere på at komme videre. Følte mig så glad, jeg var nummer et, jeg følte mig stærk, vejret var godt, og der var en let vind, på min tur op ad bjerget - hvad kunne være mere perfekt !? Folk undervejs jubel og jeg kunne endda nyde nogle af dele af ruten downhill, selvom jeg vidste, at jeg blev jaget af en gruppe super hurtige piger! Jeg må indrømme, at de sidste 10 km var smertefulde;  Jeg tror, ​​at jeg har højere puls, når jeg løber de tekniske downhills stykker, end når jeg løber op ad bakke! Men jo nærmere jeg kom til mål, jo mere sikkert blev jeg; jeg kan vinde dette her! Jeg havde ikke engang drømt om at vinde dette race, da der havde været meget stærkt startfelt. Følelsen af at løbe ind i landsbyen og afslutte som nummer et, træt men Super glad, var så sejt! Jeg ville ønske at alle mennesker kunne opleve dette! Jeg blev endnu mere lykkelige få minutter senere. Nummer to i kvindefeltet, Laura Orgue (som vandt i dolomitterne), var kommet i mål og speekeren råber: 3. kvinder bliver Sheila Aviles ELLER Sanna El Kott Helander!!  Der vil være fedt! Der bliver en kamp om 3. pladsen! De kommer! Sheila eller Sanna! ITS SOOO EXCITING!! Han råber Sheila. Men så laver Sanna en SUPER Sprint de sidste 25 meter og vinder kampen! Det er sjovt at se de to kæmpe, og derefter falde om helt tømt for energi efter målstregen! Dagen var fuldkommen og vi begge var rigtig stolte og havde fået et kæmpe selvtillids boost! Afkøling og genopfyldning af energi i den kølige bæk, der løber gennem landsbyen, det var fantastisk! Efter racet skulle det fejres med venner, der havde været et super sjovt løb. Vores holdkammerat Petter Engdahl sluttede som nummer 3 efter Pascal Egli og Kilian Journet! Fuld af endorfiner startede vi vores hjemtur tilbage til Sverige. 3000 km. Men når man er to , går det lettere. #Twinittowinit;) Den lange kørsel gik glat og vi var hjemme og slappe af med familien i tre dage før vi skulle starte det næste eventyr. Nu til USA! Colorado! Transrockies Run, en 6-dages race sammen! KAN IKKE VENTE!